Logo
Det kæmper vi for

Det kæmper vi for

En hverdag der hænger sammen

Vi arbejder for en kommune, hvor hverdagen hænger sammen for alle. For børnefamilier, unge, ældre og mennesker med særlige behov. Hvor trygheden er tæt på, og hvor velfærden ikke skal kæmpes for, men kan mærkes i hverdagen.

En kommune med gode daginstitutioner, skoler, omsorg og fællesskaber. Med nærhed i både den offentlige service og de lokale fællesskaber. Og med plads til et stærkt erhvervsliv, der skaber job og holder hjulene i gang.

Det kræver politiske valg, og dem tager vi gerne. Her er nogle af dem.

Børn og familier i trivsel

Børns trivsel er fundamentet for en stærk kommune. Vi skal give alle børn og unge mulighed for at vokse op i trygge rammer med adgang til velfungerende dagtilbud, skoler og ungdomsuddannelser uanset hvor i kommunen man bor.

  • Institutioner og skoler skal have de nødvendige ressourcer til at sikre faglighed og trivsel, ikke konstant leve med besparelser.

  • Vi vil styrke samarbejdet mellem skole, hjem og foreninger, så ingen børn falder mellem stolene.

  • Der skal være sikker og tryg mobilitet til og fra skole og fritidsaktiviteter både til fods, på cykel og med bus.

  • Tidlig indsats og forebyggelse er nøglen. Vi skal sætte tidligt ind ved tegn på mistrivsel, mobning og psykiske udfordringer, før problemerne vokser sig store.

Et værdigt og aktivt seniorliv

Når man har knoklet et helt liv, fortjener man en alderdom med tryghed, omsorg og fællesskab. Det vil jeg kæmpe for.

  • Vi skal skabe flere seniorbofællesskaber, hvor ældre kan bo trygt og leve aktivt sammen.

  • Vi skal tilbyde meningsfulde aktiviteter og fællesskaber, så ældre ikke isoleres, men oplever livsglæde og medborgerskab.

  • Vi siger nej til kolde plejecentre og ja til plejeHJEM med hjerte, værdighed og menneskelighed.

  • Vi vil etablere et specialiseret demensplejehjem, hvor både beboere og pårørende oplever tryghed, faglighed og værdighed.

Kamp mod unges misbrug

Unge skal have fremtid og muligheder ikke afhængighed og ensomhed. Derfor blæser vi til kamp mod misbrug af stoffer og opioider.

  • Vi vil styrke forebyggelse, oplysning og fællesskab omkring de unge.

  • Vi vil sikre behandlingstilbud og støtte til både de unge og deres familier tæt på hverdagen, uden skam.

Handicap, psykiatri og fællesskab for alle

Et samfund måles på, hvordan vi behandler de mest sårbare. I Ringkøbing Skjern kommune skal alle borgere uanset fysisk, psykisk eller kognitiv funktionsnedsættelse have mulighed for et liv med selvstændighed, værdighed og deltagelse.

  • Vi vil skabe plads til alle i arbejdsfællesskabet med støtte, praktikpladser og socialt ansvar.

  • Alle skal have adgang til meningsfulde aktiviteter og beskæftigelse, der passer til deres ressourcer og behov.

Vi vil styrke psykiatrien og handicapområdet ikke gemme det væk i Excelark og underbudgetteringer.

Vi samler kommunen

Politik handler ikke om systemer, det handler om mennesker. Om at skabe en kommune, hvor hverdagen hænger sammen. For børn og forældre. For unge og ældre. For stærke og sårbare.

Det kræver mod, prioritering og fællesskab. Det er lige præcis det, vi går til valg på. 

Vil du med?

Skal vi følges ad og skabe en hverdag der hænger sammen - sammen? Følg os på Facebook og vær med i debatten, altid i en ordentlig tone.