Vagtskifte i politik
Vagtskifte i politik
Af Søren Elbæk og Jens Jensen 24. oktober 2024
Den 1. januar 2025 er der vagtskifte i den socialdemokratiske byrådsgruppe, idet Jens Jensen overtager posten som gruppeformand efter Søren Elbæk.
Det er helt udramatisk og helt efter aftale i byrådsgruppen. Som bekendt opstiller nuværende gruppeformand Søren Elbæk ikke ved kommunalvalget i efteråret 2025.
Søren Elbæk fortsætter som viceborgmester, formand for Erhvervs- Klima og Arbejdskraftudvalget og som næstformand i Økonomiudvalget indtil valgperioden udløber 31. december 2025.
Hvorfor nu det?
Årsagen til dette vagtskifte er, at sikre en politisk kontinuitet i byrådsarbejdet. Jens får muligheden for at profilere partiet inden valget – og Søren kan koncentrere sin arbejdsindsats omkring de øvrige poster.
Borgerne er måske ikke så bevidste om gruppeformandens rolle. Faktisk er den slet ikke uden betydning. Det er gruppeformanden der lægger den politiske linje og kommunikerer den til offentligheden gennem pressen.
Ville borgerne overhovedet opdage det, hvis ikke vi selv fortalte det? Det korte svar er ja. Ikke fordi partiets linje eller holdninger skifter på en nytårsnat. Men Søren er Søren – og Jens er Jens. Politik handler om mennesker – og vi kommunikerer meget forskelligt.
Jens kommer til at fortsætte den socialdemokratiske linje. Det betyder et bredt politisk samarbejde i byrådet, økonomisk ansvarlighed og øje for de udviklingsmuligheder der måtte vise sig.
Kommunalpolitikerens 3 opgaver
Vi mener kommunalpolitikere har tre hovedopgaver. For det første skal vi sørge for at de borgere der har brug for hjælp får den. For det andet skal vi sikre, at vores erhvervsvirksomheder har ordentlige rammebetingelser. Og for det tredje skal vi kigge ind i fremtiden og være indstillet på at investere i den.
Efter vores opfattelse er der ikke brug for politiske eksperimenter efter et kommende valg.
Man kan mene hvad man vil om de politiske beslutninger og resultater. Det har alle ret til at have en mening om. Men vi mener ikke man kan diskutere, at der i byrådet i Ringkøbing-Skjern Kommune de senere år har været ordentlighed, målrettethed og frem for alt arbejdsro i det politiske arbejde. Det burde være en selvfølge. Det er det slet ikke.
Dette arbejde mener vi skal fortsættes i de kommende år. Det stiller Jens sig i spidsen for fra den 1. januar 2025 – og efter valget håber vi han får solide mandater bag sig til det vigtige arbejde.